Vil vasketøjet nogensinde dukke op igen?

Fra Kota Bharu kørte vi i taxa tilbage til Kuala Bisut. Vi tjekkede hurtigt ind på hotellet, så vi kunne komme ned til Steffens kontor, hvor vores vasketøj angiveligt ville blive sendt til.

Der er kun ca. 150 meter ned til kontoret, men det føltes som en lang og nervepirrende tur, hvor mange tanker løb gennem hovedet. Hvad nu hvis....?

Mødet med kontoret blev endnu en skuffende oplevelse med en nedrullet bølgejernsport. Vi måtte således tilbringe aftenen i foruroligende uvished om vores vasketøjs skæbne. Denne uvished blev ikke forløst næste morgen, da kontoret stadig ikke havde åben kl. ca. 7.50, hvor Ove stod foran kontoret. Vores afgang til Perhentian Island var berammet til 9.00, så der var noget tid at løbe på - omend ikke for meget.

Morgenmaden trak ud. Det virkede som om køkkenet kun kunne lave en ommelet hver tiende minut. Stressniveauet kom efterhånden pænt op, som tiden nærmede sig for afgang, dog kun for at falde, da vi fik at vide, at vi først skulle sejle 10.30.

I god ro og mag gik jeg derefter ned til Steffen igen. Uden for sad en venligt smilende kvinde. Hun spurgte, hvad jeg ville. Inden jeg nåede at svare, fik jeg øje på en pakke i gul, gennemsigtigt plastic. Jeg genkendte med det samme pakkens indhold: mine (nu rene) underbukser og Jonas' skjorte. Fantastisk, hvad sådan en pose med rent vaskehøj kan gøre, når den ikke ligger bag en lukket bølgejersport.

Lykkebringeren

Triumferende vise jeg de andre pakken med vasketøj, og jeg blev fejret som den sande helt, jeg også føler mig som. Nu kunne familien endelig drage ud på paradisøen i rent tøj.

-slut-