lørdag den 21. juli 2012

Jungle-trekking med stigninger


I går fredag skulle vi på tur – ud og se te-plantager og nyde udsigten på det højeste punkt i Cameron Highlands. Men Naja havde det ikke så godt, da vi stod op, så vi udskød turen til senere.

I stedet besluttede Jonas og Ove sig for at gå en lille tur. Vi fandt en meget overkommelig tur i Lonley Planet – tur nr. 4, som man skulle kunne klare på en timestid.

Pigerne tog en slapperdag på cafe, film og læsning i den lille hyggelige have, der er til vores hotel, mens drengene gik ud fra at finde stien. Det skulle heller ikke være noget problem, da vi var udstyret med det seneste kort. (Som den opmærksomme læser har gættet, betyder dette, at kortet var ubrugeligt – eller også var kortlæserne.)

Lige før resortet Century Pine skulle man dreje til højre og så til venstre ad stien. Nemt nok. Vi gik, men stien kom ikke. Da vi havde gået et stykke tid nåede vi et punkt, som vi kunne se af kortet var for langt. Vi valgte at dreje til venstre i håb om at nå til stien. Og pludselig var der en indgang til sti nr. 7. Vi valgte så at tage den i stedet.

Nedstigning - et af de meget lette steder
Det gik fint, og vi sms’ede for at sige, at vi ikke var klar over, hvornår vi kom tilbage og fortalte, at vi havde fundet sti nr. 7. Der gik ikke lang tid før advarsels-sms’erne tikkede ind med gengivelse af, hvad Loney havde at sige om stien. Især det sidste stejle stykke ville kræve særligt udstyr.

De kække vandrere ignorerede advarslerne og travede lystigt der ud af. Og de vandrede og forcerede stejle stigninger. Det gik op ad, og det gik op ad, og det blev ved med at gå op ad. Ove svedte og stønnede og måtte på et tidspunkt overlade rygsækken med 6 bananer, 2 flasker vand og noget gammelt brød til Jonas.

Efter ca. halvanden times vandring og klatring blev toppen endelig nået. 1800 og noget meter over havets overflade (iflg. Lonley 1812 iflg. skiltet på toppen 1840). Vi var startet i ca. 1400 meter, så det var ikke noget at sige til, at det begyndte at føles træls at gå op ad.

Udsigten fra toppen
På toppen var der umiddelbart kun en anden vej ned – rute nr. 3, så den valgte vi. Det var naturligvis også en stejl sti – og den gik desværre ikke kun ned ad. Da vi havde gået ca. 45 minutter mødte vi et skilt, da kaldte vores rute nr. 6. En rute der ikke findes ifølge kortet, så vi havde ingen anelse om, hvor vi ville ende. Et senere skilt fortalte dog, at vi ville ende ved et vandfald, som vi kunne se på kortet, så vi følte os mere sikre, mens kræfterne svandt mere og mere.

Da de kække vandrere var nede gik en kedelig tur langs asfalterede vej tilbage til byen. Og det var ikke sjovt for Ove, når vejen gik op ad, da lårmusklerne ikke var blevet forberedt på denne anstrengelse.


Det var en meget spændende og flot tur. Vi hørte en masse lyde, vi ikke kunne identificerer. På et tidspunkt var der et stort dyr mellem træerne, men det lykkedes os ikke at få øje på det. At se hvordan mosset overtager træerne var meget fascinerende, og man havde virkelig fornemmelsen af jungle, hvilket selvfølgelig ikke var så mærkeligt, da det jo var jungle, vi gik igennem.

Vel tilbage nød vi noget at drikke og mødtes med Helle og Naja, der virkede friske og veludhvilede, mens Ove sank hen i udmattet apati.
Nede stødte vi endeligt på 'vandfaldet'

En rigtig god tur, der var anstrengelserne værd!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar