Melaka og Ipoh

Vi blev fem dage i Melaka, så Najas fod kunne få det bedre. Naja har været og er stadig temmelig besværet af, at foden er øm og hævet, og hun kan ikke holde til at gå så langt ad gangen.

En af Melakas slagtere i aktion

De sidste dage har været meget stille og rolige med kun få ekspeditioner om dagen. En havnerundfart er det dog blevet til. Fra flodsiden kan man se mange fine og nymalede huse. Også en gammel kampung (landsby) kommer vi forbi. Også den ser ud til at være blevet opfrisket for turisternes skyld. Rundfarten bliver akkompagneret af en forfærdelig nationalistisk speak, der taler seværdighederne vildt op - en hyldst af The National State.

Vi besluttede, at vi ikke ville tage direkte til Cameron Highlands, da det ville være en heldagsrejse. Vi bille gøre ophold i byen Ipoh, som for hundrede år siden var en af de rigeste byer i Asien.

At komme væk fra Melaka viste sig at være en større udfordring end forventet. Der er tilsyneladende ingen rejsebureauer i byen. Dem,der er, var enten lukkede eller skjulte sig for turisterne. Heldigvis er der et nationalt turistkontor, som var til stor hjælp. Nærmeste togstation er en og en halv times kørsel væk, så vi besluttede os for bus.

Minaret og klokketårn i Ipoh

Busstationen befinder sig temmelig langt fra byens centrum, men som nævnt var turistkontoret behjælpelig med alle nødvendige opplysninger. Alligevel valgte vi dagen før afrejse at sende Ove ud i forstaden til busstationen. Alt fungerer meget anderledes her. Man køber ikke bare en billet, men skal gå fra sted til sted (de forskellige selskaber) for at finde ud, hvem der kører hvorhen hvornår. Med hjælp fra en flink taxachauffør lykkedes det at lokalisere de relevante selskaber, og det viste sig, at stort set ingen af de oplysninger, vi havde fået i turisten, var rigtige.

Bussen viste sig at være den rene luksus sammenlignet med vore forventninger. Gode brede sæder med masser af benplads, så de fem timer, busturen varede, virkede særdeles overkommelige.

Yndlingsrestauranten i Ipoh - Dejlig mad bl.a. Me Goreng

Vi havde fundet Sun Golden Inn i Lonely. Et billigt hotel tæt på Chinatown. Måske også lidt for billigt - ca 120 kroner for et familierum med plads til alle fire - for standarten var so-so. Og byen viste sig ikke at være noget særligt. Vi har dog drukket white coffee, som byen er kendt for. Heller ikke den store oplevelse. Men de lokale pakistanske og malaysiske restauranter laver dejlig mad, selvom noget af det blev for stærkt for Jonas. Tre forsøg men me goreng (stegte nudler) er blevet opgivet, da de var for stærke. Hvorfor så tre? Tjah, Jonas er teenager; hvad skal man sige?

I morgen drager vi til Cameron og dyrker lidt kolonitid med scones, te og jordbær. Dele af familien trænger til lidt højere hotelstandard (Helle og Naja), og Jonas ønsker sig et værelse med bedre strømforsyning til hele udtrækket af familiens digitale dimser. Ove ønsker sig bare et par øl!