Jonas og Helle på de vilde vover i Cameron

Bambus og grønt all over

Mens Ove og Naja tog endnu en slapperdag i Tanah Rata, tog Jonas og Helle på udflugt i junglen. Vi blev hentet i en jeep og kørt igennem stejle hårnålesving op og ned og rundt i Cameron Highlands. Nogle steder var meget smukke med dybe grønne slugter og bløde grønne bakker, andre steder var det trist at se, hvordan intensivt landbrug har skamferet landskabet. Som når grønne bakkekamme hårdhændet er ryddet af gravkøer, og den tætte junglebevoksning er erstattet af drivhuse, der dækker den orangerøde jord.




Det siges, at indbyggerne i byerne her er meget rige… det er nu svært at tro på, når man ser deres boliger, som ofte er smækket op af brædder og hvad der ellers er for hånden, men det er sandt, at der er mange biler, mange mobiltelefoner og rigtig meget landbrug, hvor der dyrkes jordbær, grønsager og selvfølgelig te. Teplantagerne er smukke med de lysegrønne buske i fine mønstre.

Nå, men mens jeepen kørte os ind i bjergene med pæn fart, kom der pludselig et  meget højt knald fra  det aldrende køretøj, og vi tænkte alle straks på bremseevne i forhold til de sindssygt skarpe sving. Guiden sagde at han ikke kendte så meget til jeeps, så han trillede bilen ind til siden og vinkede en anden fyr hen, og så lagde de sig ind i skyggen under bilen og hev lidt i et eller andet. Det lod til at virke, for vi kørte snart videre.

Machetemanden

På et tidspunkt skulle vi skifte til en mere bjergklatrende jeep, hvor vi kørte et kort og meget stejlt stykke opad… mindede en del om rutchebanekørsel i en voldsomt hoppende vogn. Da vi var fremme blev vi modaget af en naturguide, som udstyrede os med fikse bregnekranse, som traditionen foreskrev os at bære. Og så traskede vi ellers ind i junglen på rad og række og kiggede på al den frodighed, som omgav os fra tå til langt over toppen.

Vi så forskellige medicinplanter som fx honey ginger, der kan kurere hovedpine. Forskellige ingefær- og orkideblomster og masser af forskellige palme- og bambustyper. Ind imellem skulle vi krydse vandfald og klatre op ned ad næste lodrette stier, så Helle sendte venlige tanker til de cykelkilometer, hun har tilbagelagt det seneste år, der heldigvis har givet lidt benmuskler. Godt svedige nåede vi frem til et område af skoven, hvor verdens største blomst, raffleasia, vokser. Vi så nogle hvidkålsstore blomsterknopper og en næsten udsprunget blomst. Køn var blomsten ikke, men til gengæld stor. Nogle sagde, at den kun blomstrer én dag, andre at den blomstrer 5-6 dage. Den lugter af råddent kød, men er ikke kødædende.

De stolte vandrere med udflugtens højdepunkt

Vi begyndte at gå tilbage, og på et tidspunkt svingede guiden macheten over nogle bambus, så vi kunne drikke regnvand fra bambussens indre, helt rent og friskt. Og så gik vi ellers nedad og nedad til vi nåede jeeperne med lidt ømme lårmuskler (for Helles vedkommende). Lige i nærheden var der en orang asli settlement, dvs. der har tidligere været en landsby, men regeringen (tvangs-)forflytter orang aslierne fra deres sølle pælehytter til små betonhuse, der ligger nydeligt skulder ved skulder som en asiatisk rækkehusdrøm. Det har ændret leveforholdene for de oprindelige stammefolk, men også forbedret hygiejnen og levealderen. Nogle af orang asli-mændene demonstrerede pusterørsteknik for os og fortalte, hvordan de tidligere brugte pilegift og pusterør til at jage dyr med. Vi skulle også prøve at puste. Det var lidt cirkusagtigt – vi havde jo mødt iban-folk i langhuset på Borneo, som stadig levede i den traditionelle kultur – så dette virkede som en noget fortyndet udgave af et møde med Malaysias oprindelige folk.

Orang asli-børn i de nye betonhuse

Vel tilbage i Tanah Rata mødte vi Ove og Naja og fik skyllet junglestøvet af os efter en fin tur.