Melaka den ca. 13. juli (det er lørdag)

Det er bare et pænt billede

Det er sidste dag i Kuching, og det er på mange måder lidt trist. Kuching er en fantastisk laid back-by efter vores temperament. Man mærker dovenheden, afslappetheden og for nu at gentage venligheden. Efter den fantastiske tur til langhuset, har vi brugt dagene til at drible rundt i vores hood og en lille smule uden for.

I dag har vi sat os på samme cafe, som vi sad på, da vi skrev første indlæg på denne blog. Også i dag sidder vi her noget længere tid end beregnet, da regnen har besluttet at vælte ned. Der regner egentlig ikke så meget om dagen, men i dag er der tale om seriøs regn. Men pyt, vi sidder bare og leger med vores maskiner, mens vi spiser og drikker og venter på, at regnen stilner af..

Huse ved floden i Kuching

Vi har talt om, at vi måske skulle have valgt at blive flere dage i Kuching, men omvendt er det fint at forlade et sted, før man er blevet ’mæt’. Vi tager derfor dagen efter videre i godt humør. Kuching lufthavn er en hel anden verden sammenlignet med Kualalumpur, hvor alt virker stift og ugæstfrit. Her er alle hjælpsomme – selv da Ove bliver snuppet med en lommekniv i sikkerhedstjekket. De venlige sikkerhedsfolk forklarer, hvordan vi får kniven tjekket ind som rigtig bagage, og alt fungerer fint.


Tilbage på fastlandet skal vi finde ud af, hvordan vi kommer til Melaka. Der går en bus, men den stand, som formidler billetter er forladt. Det lykkes os dog at komme frem til bussens afgangssted. Bussen er netop kørt, og det er enten to timers venten eller at tage en taxa. Det ender med en taxa med en meget flink taxachauffør. Han kører marguritteruten, da det er den vej, han selv ville vælge. Vi ser mange fine landsbyer – og et meget populært badested Dickson Beach.

Nye venner

Selvom han har forsikret os, at han ved, hvor vi skal hen, er han helt lost, da vi når frem til Melaka – og af en eller anden grund vil han helst ikke spørge om vej (det er nok det der med at tabe ansigt, som er så udbredt i Asien). Han må give sig mere end en gang. Da vi er kommet ind i Chinatown, hvor vores hotel ligger, spørger han en mand om vej til hotellet. Da det ikke lykkes at forklare taxachaufføren, hvor vi skal hen, tager manden sin scooter og kører foran os for at vise vej. Det er bare sådan, mange af malayerne er:supervenlige.

Børn ved sultanens flotte træhus

Melaka er en dejlig by med et rimelig stort Chinatown. Vi bor i et noget skrabet værelse uden meget plads. Vi har booket to nætter fra Kuching og vælger at flytte efter de to nætter.Nu er vi flyttet til Heeren, hvor vi har fint med plads, men ikke mange stik til opladning af de forskellige apparater, som vi har med.

I går ved frokosttid kom vi tilfældigt forbi et sted, hvor de afholdt en festival for de mange forskellige folkeslag, der bor i Malaysia. Det betød, at der var smagsprøver fra mange forskellige køkkener. Det var virkelig godt – især noget af det. Desværre endte denne fest med at Naja skred og slog sin fod igen. ØV.

Dr. Ho Coconut

Om aftenen så vi et show med den verdensberømteberømte kong-fu-mester Doktor Ho – den eneste i verden, som kan prikke hul i en kokosnød med sin pegefinger: han står i Guinness med en rekord på 4 kokosnødder inden for 30 sekunder. Hans metode bygger på træning og så et mirakelmiddel, som han gladelig sælger ud af. Et meget langt show, men også lidt imponerende på sådan en reklame- og freakagtig måde.

Lige nu er Helle og ungerne på chokoladeri, hvor de skal fremstille deres egen fyldte chokolader. Jeg vandsmægter i mellemtiden på Merchant Café og skriver til vores blog. Jeg har glemt at skrive om de museer, vi har været på.

 Vi høres ved senere.