Perhentian Islands, 1. august 2012

En lille opdatering af vores rejseblog. Lige nu sidder Helle på balkonen uden for vores hytte med udsigt over det turkisblå sydkinesiske hav og med kig over til den lille naboø. Ove er taget på jungletrek tværs over vores ø, Naja nupper en middagslur, og Jonas spiller fodbold på den medbragte og meget flittigt brugte computer.

Udsigt fra junglestien

 Vi kom til Perhentian fra Kuala Besut for 3 dage siden og må erkende, at vi bor i en slags turistbrochure-kliché med palmekransede hvide sandstrande og turkisblåt vand. Vores værelse er en rummelig træhytte med balkon og lille baderum 105 trappetrin fra stranden, dvs. ret højt oppe, omkranset af frodig regnskov. Vores ø er Besar (stor), og naboøen er Kecil (lille). Begge øer er dækket af bjerg og regnskov bortset fra en smal bræmme hvid strand hele vejen rundt i de små bugter, hvor junglen har sluppet taget og levnet et stykke strand til solhungrende turister. Vandet er lunt, lyseblåt, krystalklart og fyldt med akvariefisk i alle størrelser, farver og mønstre. Lige ud for vores strandsted er et levende koralrev med søanemoner og blå- og rødblomstrende koraller og mystiske søpølser, som vi ikke kan lide at træde på.

Om morgenen, når der er højvande, kan man rigtigt svømme. Om eftermiddagen, når vandet trækker sig tilbage, kan man næsten gå ud til koralrevet, især iført badesko, så vi ikke skærer os på korallerne.

Vores strand - set fra havsiden

På Kecil er der en lille fiskerlandsby – det er her, øernes egentlige befolkning bor, og det er her, skolen og moskeen ligger. Det er en søvnig lille by med skramlede småhuse grupperet omkring smalle stier, kantet med vild frodighed af bla. bananer, kæmpehibiscus, liljer, mango- og papayatræer. Mellem de to øer er der et smalt stræde på omkring 500 meter, hvor vandtaxier dagen igennem fragter turister og befolkning over. Fra fastlandet kommer der speedbåde morgen og sen eftermiddag med forsyninger af grønsager, frugt, kød, isterninger og alle andre fornødenheder. Bortset fra fisk, som havet omkring øerne er fuldt af, og nogle frugter, skal alt fragtes til øerne, hvilket også kan mærkes på prisniveauet. Det er lige 20-25% højere end andre steder, vi har været.

Affald og skrald bliver samlet i store sække og sendt med en lille båd ud til strædet, hvor en større båd fragter det til fastlandet. Øernes helt store attraktion er den fantastiske natur ved skov, strand og vand, og det pynter ikke med sodavandsdåser og cigaretskod i sandet.

Landsbyen lige over for vores strand. Her sker der ikke en s...

Vores bugt er Long Beach, og her er 3-4 hyttesteder med tilhørende smårestauranter, en kiosk og et dykkersted. Og så fyrene med vandtaxier. Men først og fremmest er her vandet med koraller og fisk lige udenfor.

Dagene går med at 

snorkeldykke, bade, spise, spille skak 

og Word Feud, læse, ro kajak, og gå i ly for den skarpe middagssol. Naja storker rundt på krykker i vandet og kigger efter fisk, der smutter mellem benene på hende, eller konkylieskaller. Den ene dag så vi to meterlange king fish, der lige var fanget og nu lå i strandkanten og ventede på deres efterliv som aftenens fiskebarbecue, serveret med ris, kartoffel, salat, lemongrass og et stykke vandmelon.

Familien af languraber har nu besøgt os to aftener i træk

Der vrimler med varaner - op til 3 m. lange (det er denne dog ikke).

I træerne ved vores hytte tumler brune egern sig og hopper rundt på de håndklæder, vi har hængt til tørre. Om aftenen smutter flagermus omkring, og i aftes var vi heldigt at se en hel abeflok lige over vores hus. Abemor med sin unge i favnen og en anden voksen abe stirrede på os, mens de hoppede ind over vores tag og højere op i træet, hvor resten af den lille flokvar i gang med at spise. (Aberne er lige i skrivende stund kommet på besøg igen. De sidder som i går lige over vores hus. Desværre gider de ikke sidde stille længe nok til at blive fotograferet – eller også sidder de bag blade og stammer, så man alligevel ikke rigtigt kan se dem. ØV.)

Vi har også set monster lizards, kæmpefirben/varaner, som her på øen bliver op til to meter lange. Vi har dog hidtil kun mødt en lille sød fyr på omkring en meter, men måske Ove møder et større eksemplar på dagens jungletrek. (Det gjorde han ikke, men han fik nogle ok billeder af ’monstrene’)

Vil vasketøjet nogensinde dukke op igen?

Fra Kota Bharu kørte vi i taxa tilbage til Kuala Bisut. Vi tjekkede hurtigt ind på hotellet, så vi kunne komme ned til Steffens kontor, hvor vores vasketøj angiveligt ville blive sendt til.

Der er kun ca. 150 meter ned til kontoret, men det føltes som en lang og nervepirrende tur, hvor mange tanker løb gennem hovedet. Hvad nu hvis....?

Mødet med kontoret blev endnu en skuffende oplevelse med en nedrullet bølgejernsport. Vi måtte således tilbringe aftenen i foruroligende uvished om vores vasketøjs skæbne. Denne uvished blev ikke forløst næste morgen, da kontoret stadig ikke havde åben kl. ca. 7.50, hvor Ove stod foran kontoret. Vores afgang til Perhentian Island var berammet til 9.00, så der var noget tid at løbe på - omend ikke for meget.

Morgenmaden trak ud. Det virkede som om køkkenet kun kunne lave en ommelet hver tiende minut. Stressniveauet kom efterhånden pænt op, som tiden nærmede sig for afgang, dog kun for at falde, da vi fik at vide, at vi først skulle sejle 10.30.

I god ro og mag gik jeg derefter ned til Steffen igen. Uden for sad en venligt smilende kvinde. Hun spurgte, hvad jeg ville. Inden jeg nåede at svare, fik jeg øje på en pakke i gul, gennemsigtigt plastic. Jeg genkendte med det samme pakkens indhold: mine (nu rene) underbukser og Jonas' skjorte. Fantastisk, hvad sådan en pose med rent vaskehøj kan gøre, når den ikke ligger bag en lukket bølgejersport.

Lykkebringeren

Triumferende vise jeg de andre pakken med vasketøj, og jeg blev fejret som den sande helt, jeg også føler mig som. Nu kunne familien endelig drage ud på paradisøen i rent tøj.

-slut-

Kota Bharu

Stadig mærket af 'vasketøjshændelsen' stod vi tidligt op tirsdag morgen. Vi blev hentet af en minivan, hvor der var rummelige sæder og fin plads til benene.

Turen fra Tanah Rata gik nedad, hvilket man kunne mærke på såvel trykket som temperaturen. Det var underligt at stige ud af bilen. Og nu mærke, at der faktisk er varmt i Malaysia. Dejligt!

Kuala Bisuts største attraktion

Efter ca. 5 timer ankom vi til Kuala Basut, som viste sig fuldstændigt at leve op til beskrivelsen af 'et hul i jorden' eller et 'dovent lille fiskeleje, hvor der ikke sker noget som helst eller er noget som helst, man har lyst til at bruge sin tid på'. Vi fik noget at spise og bookede et hotel til dagen før, turen går til paradisøen Perhentian, så vi kan tage morgenbåden søndag (som nu er i morgen).

Efter en lille frokost hos den lokale kineser tog vi en taxa til Kota Bharu, der ligger op mod den thailandske grænse. Det skulle være et af de mest rettroende muslimske områder i Malaysia. Da vi lige er begyndt på ramadanen, var der nogle, som forsøgte at tale os fra at tage til byen. Alt vil være lukket, sagde de.

De havde ikke ret. Vi har nu været i Kota Bharu i ca. 5 dage, og det er en dejlig by at besøge. Her er ikke så mange vestlige turister, og man kan stort set ikke købe øl andre steder end i China Town. Heller ikke i ellers velassorterede supermarkeder eller 7-11.

Dragebyggerens værksted

Vi har været på en halvdagstur, der bragte os til en gammel dragebygger, som i øjeblikket er ved at bygge en tyvefods stor drage. De er ikke engang sikre på, om de kan få den op at flyve. Den kræver 15 mænd at holde, hvis de får den op.

Et andet besøg gik til et sølvværksted. Unge mænd sad og formede små ringe til halskæder. Helles sølvkæde var blevet temmelig mat, så den fik en polering med afbrænding og kogning i en væske, vi ikke fandt ud af, hvad var. I det hele taget var det ikke sundhed og arbejdsmiljø, der stod øverst på listen i værkstedet. Men som overalt, hvor vi har været i Malaysia var de enormt søde og imødekommende

De første dage boede vi på at typisk backpacker-sted, hvorefter behovet for mere plads og store, tykke, hvide håndklæder tog over, og vi flyttede til Crystal Lodge. Vi fik heldigvis et dårligt værelse, så de opgraderede os efter Helle klagede over, at det ikke var det værelse, de havde vist os, da vi bookede det. Så vi har haft et fantastisk værelse med en balsal af et badeværelse. Dejligt!

Muslimske klædedragter

Vi har besøgt en masse markeder, Naja og Helle har fået ordnet negle, Ove har købt en traditionel malay-dragt og Jonas spillet en masse spil og set en masse film, så nu drager vi tilbage til Kuala Basut - forhåbentligt til et gensyn med vores rene vasketøj.

Det bliver spændende at få afslutningen på 'hændelsen'.

Jonas og Helle på de vilde vover i Cameron

Bambus og grønt all over

Mens Ove og Naja tog endnu en slapperdag i Tanah Rata, tog Jonas og Helle på udflugt i junglen. Vi blev hentet i en jeep og kørt igennem stejle hårnålesving op og ned og rundt i Cameron Highlands. Nogle steder var meget smukke med dybe grønne slugter og bløde grønne bakker, andre steder var det trist at se, hvordan intensivt landbrug har skamferet landskabet. Som når grønne bakkekamme hårdhændet er ryddet af gravkøer, og den tætte junglebevoksning er erstattet af drivhuse, der dækker den orangerøde jord.




Det siges, at indbyggerne i byerne her er meget rige… det er nu svært at tro på, når man ser deres boliger, som ofte er smækket op af brædder og hvad der ellers er for hånden, men det er sandt, at der er mange biler, mange mobiltelefoner og rigtig meget landbrug, hvor der dyrkes jordbær, grønsager og selvfølgelig te. Teplantagerne er smukke med de lysegrønne buske i fine mønstre.

Nå, men mens jeepen kørte os ind i bjergene med pæn fart, kom der pludselig et  meget højt knald fra  det aldrende køretøj, og vi tænkte alle straks på bremseevne i forhold til de sindssygt skarpe sving. Guiden sagde at han ikke kendte så meget til jeeps, så han trillede bilen ind til siden og vinkede en anden fyr hen, og så lagde de sig ind i skyggen under bilen og hev lidt i et eller andet. Det lod til at virke, for vi kørte snart videre.

Machetemanden

På et tidspunkt skulle vi skifte til en mere bjergklatrende jeep, hvor vi kørte et kort og meget stejlt stykke opad… mindede en del om rutchebanekørsel i en voldsomt hoppende vogn. Da vi var fremme blev vi modaget af en naturguide, som udstyrede os med fikse bregnekranse, som traditionen foreskrev os at bære. Og så traskede vi ellers ind i junglen på rad og række og kiggede på al den frodighed, som omgav os fra tå til langt over toppen.

Vi så forskellige medicinplanter som fx honey ginger, der kan kurere hovedpine. Forskellige ingefær- og orkideblomster og masser af forskellige palme- og bambustyper. Ind imellem skulle vi krydse vandfald og klatre op ned ad næste lodrette stier, så Helle sendte venlige tanker til de cykelkilometer, hun har tilbagelagt det seneste år, der heldigvis har givet lidt benmuskler. Godt svedige nåede vi frem til et område af skoven, hvor verdens største blomst, raffleasia, vokser. Vi så nogle hvidkålsstore blomsterknopper og en næsten udsprunget blomst. Køn var blomsten ikke, men til gengæld stor. Nogle sagde, at den kun blomstrer én dag, andre at den blomstrer 5-6 dage. Den lugter af råddent kød, men er ikke kødædende.

De stolte vandrere med udflugtens højdepunkt

Vi begyndte at gå tilbage, og på et tidspunkt svingede guiden macheten over nogle bambus, så vi kunne drikke regnvand fra bambussens indre, helt rent og friskt. Og så gik vi ellers nedad og nedad til vi nåede jeeperne med lidt ømme lårmuskler (for Helles vedkommende). Lige i nærheden var der en orang asli settlement, dvs. der har tidligere været en landsby, men regeringen (tvangs-)forflytter orang aslierne fra deres sølle pælehytter til små betonhuse, der ligger nydeligt skulder ved skulder som en asiatisk rækkehusdrøm. Det har ændret leveforholdene for de oprindelige stammefolk, men også forbedret hygiejnen og levealderen. Nogle af orang asli-mændene demonstrerede pusterørsteknik for os og fortalte, hvordan de tidligere brugte pilegift og pusterør til at jage dyr med. Vi skulle også prøve at puste. Det var lidt cirkusagtigt – vi havde jo mødt iban-folk i langhuset på Borneo, som stadig levede i den traditionelle kultur – så dette virkede som en noget fortyndet udgave af et møde med Malaysias oprindelige folk.

Orang asli-børn i de nye betonhuse

Vel tilbage i Tanah Rata mødte vi Ove og Naja og fik skyllet junglestøvet af os efter en fin tur.

Vasketøjshændelsen

Når man rejser nu om dage, er der kommet en ekstra udfordring i forhold til tidligere: rent tøj. Måske er det bare et spørgsmål om ens alder. Det forekommer mig, at man tidligere gik i det samme tøj mange dage i træk. Hvis tøjet virkede for beskidt, fik det en skylning - med eller uden hårshampoo. Nu kræver man eller 'vi' rent tøj hver dag. En dag, en t-shirt.

Derfor er vaskerier en vigtig servicefunktion, der helst skal være tilgængelig hvor som helst og når som helst. Ikke mindst når man som vi er væk i 40 dage. Og Asien er derfor også det rette valg, for her er masser af billige vaskerier. Således også i Tanah Rata. Her er Et kinesisk vaskeri, hvor man afleverer tøjet og henter det rent, tørt og næmest presset 5 timer senere. Det er dejligt at få sine yndlingsbluser med Justin Bieber på tilbage, så den kan bæres endnu en dag. Efter den første vask i Tanah Rata, hvor vi skulle tilbringe fem dage, var det nok forventeligt, at næste vaskeribesøg kunne vente til næste destination. Men nej, på baggrund af vasketøjsposens størrelse blev besluttet det besluttet, at der måtte vaskes. I går gik Naja og Ove til vaskeriet og afleverede 4 kg. vasketøj. Det ville koste 7 ringgit (ca. 14 kr.) og kunne hentes igen kl. 18.


Dagen gik med far-datter-hygge og mor-søn-trekking. Til aften blev der spillet på forslelige medbragte apparater, indtil aftensmad blev et tema. Det var ved at være den tid. "Men hvad med vasketøjet?" Da klokken var lidt over otte, var det nok klogt at få hentet det. De kunne vel ikke have lukket allerede? De forskellige butikker har typisk åben, så længe der er folk på gaderne.


Ove drønnede ned til vaskeriet kun for at finde en nedrullet bølgejernsport.  En lokal kunne fortælle, at vaskeriet normalt lukkede ved halv-syv-syv-tiden og først åbnede igen ca. halv ti næste dag. Det var temmelig problematisk, da vores bus til Kuala Bisut skulle afgå kl. otte næste morgen.

Bølgejernsporten der holder håbet og lykken inde

Måske bor vaskerikonen i samme bygning? Det blev undersøgt. Receptionisten i det hotel, der er placeret lige oven over vaskeriet blev inddraget i jagten - resultatløst. I et sidste desperat forsøg på at løse krisen, blev en lokal beboer fra opgangen inddraget. Af uransagelige årsager havde han vaskeriejerens telefonnummer liggende. "Han bor ganske vist i Thailand", fortalte manden. Men det var da et forsøg værd. Desværre var det kun muligt at få fat på en telefonsvarer. Venlige hjælpere, men uden brugbare løsninger. Et sidste spark på bølgejernsporten bragte os heller ikke nærmere en forløsning.


Tilbage på hotellet skulle de forskellige mulige løsningsforslag vendes. Skulle vi blive en dag længere; skulle en af os blive tilbage, indtil vaskeriet åbnede og så se at komme frem til resten af familien; skulle vi droppe vasketøjet og bruge det som undskyldning til at købe noget nyt; eller ???


Heldigvis inddrog vi hotelejerens søn i diskussionen, og han viste sig at være den sande helt i denne beretning. Han ville næste dag afhente vasketøjet og sende det med næste bus til Kuala Bisut, hvor vi så kunne afhente det. Da vi alligevel skal til Kuala Bisut for at sejle til Perhentian Islands om fem dage, var det den ideelle løsning for os.


Og virkelig god service fra Hill View Inn. Lettede sidder vi nu vores minivan klar til nye eventyr, men med reducerede mængder af rent tøj.

Mt. Brichang

Te-mark

Lørdag skulle vi tidligt op. Vi ville blive afhentet fra hotellet kl 8.45. Selvom det ikke lyder specielt tidligt, så tager det tid med fire mennesker, hvoraf mindst en er teenager. Der skal skyndes på og opfordres gentagende gange, inden alle er klar til at spise morgenmad. Den består af toast, scrambled egg, kyllingepølser, marmelade og juice.

Klokken 8.45 står vi klar og spørger lige en ekstra gang om, det er rigtigt, at vi bliver afhentet på hotellet, hvilket bliver bekræftet. Der går vel ca. 20 minutter, inden jeepen ankommer. 

Chaufføren virker lidt utilnærmelig og er helt tydelig ved at finde ud af et eller andet. Han er ikke særlig informativ. Vi begynder at køre, men stopper umiddelbart efter. Chaufføren stiger ud, og vi fatter ikke en pind.

Det viser sig, at to af de gæster, der skulle med på turen, er blevet placeret i en forkert bus. Efter dette er blevet ordnet henvender chaufføren sig for første gang til os, og fortæller, han er vores guide, og han fortæller om planen for vores halvdagestur. Han viser sig at være flink og venlig og parat til at fortælle om alt muligt. Så det bliver en fin og hyggelig tur, hvor vi er sammen med tre andre unge mennesker.

Vi kører længere op i højlandet mod toppen af Cameron Highlands højeste bjerg, Mt. Brinchang på 6666 fod (2032 m). Første stop er et udsigtspunkt til de nærmest uendelige te-marker. De ser sjove ud med deres uregelmæssige gangstier til te-plukkerne. Meget fotogene, og da vi senere skal redigere vores billeder, kræver Helle, at stort set ingen af dem må slettes.- gæt hvem der skrev dette?

Udsigten fra Mt. Brichang

På bjergtoppen er der et udsigtstårn, og udsigten er fantastisk. Det lykkes Naja at kravle helt op i tårnet. Nedstigningen giver nogle udfordringer, da det er svært at koordinere opad- og nedadgående trafik, men vi kommer helskinnet ned.

Ikke langt fra toppen stopper vi for at gå ind i junglen, så vi kan se en rigtig jungle med spændende planter - blandt andet orchideer og kødædende planter. Og mos i et tykt lag.

Næste stop er en te-fabrik (BOH). Det viser sig at være en meget simpel proces at lave te. Besøget er ikke vildt ophidsende, og Helle når ikke engang at få sin te, da der er temmelig lang kø. Vi er også lidt utilfredse med, at teen her er dyere end andre steder, når arrangementet er en reklame-event. I det hele taget er prisen for en kop te i dette land forbløffende høj taget i betragtning, at alle drikker te hele tiden.

Flere tebuske

På vej tilbage til hotellet stopper vi ved en sommerfuglefarm. Naja er inidlertid blevet dårlig, og hun og Helle tager en taxa tilbage, mens Jonas og Ove går ind i sommerfuglefarmen. Det fortryder vi. For det første er stedet i en forfærdelig stand, og sommerfuglene ligger og dør på stierne. De andre dyr vi ser, er placerede i små ulækre bure. Der stå nogle bure med gnavere. Burene har trådbund, og der er absolut ingen strøelse. Dyrene klumper sig apatisk sammen, nogle med åbne sår. Vi har tidligere oplevet lignende i assiatiske zoo eller zoolignende steder.

Mosgroet regnskov - og der var meget og et tykt lag mos

Også sidste stop på en jordbærfarm er en skuffelse, og stoppet virker mest af alt om, at jordbærfarmen sponsere turselskabet for til gengæld at levere potentielle kunder til forretningen.Selvom de sidste stop ikke var noget særligt, og at Naja blev dårlig igen, var det en god tur. Naja døjer lidt med ondt i maven, foden og hovedet, så vi tager det stille og roligt.

Jungle-trekking med stigninger

I går fredag skulle vi på tur – ud og se te-plantager og nyde udsigten på det højeste punkt i Cameron Highlands. Men Naja havde det ikke så godt, da vi stod op, så vi udskød turen til senere.

I stedet besluttede Jonas og Ove sig for at gå en lille tur. Vi fandt en meget overkommelig tur i Lonley Planet – tur nr. 4, som man skulle kunne klare på en timestid.

Pigerne tog en slapperdag på cafe, film og læsning i den lille hyggelige have, der er til vores hotel, mens drengene gik ud fra at finde stien. Det skulle heller ikke være noget problem, da vi var udstyret med det seneste kort. (Som den opmærksomme læser har gættet, betyder dette, at kortet var ubrugeligt – eller også var kortlæserne.)

Lige før resortet Century Pine skulle man dreje til højre og så til venstre ad stien. Nemt nok. Vi gik, men stien kom ikke. Da vi havde gået et stykke tid nåede vi et punkt, som vi kunne se af kortet var for langt. Vi valgte at dreje til venstre i håb om at nå til stien. Og pludselig var der en indgang til sti nr. 7. Vi valgte så at tage den i stedet.

Nedstigning - et af de meget lette steder

Det gik fint, og vi sms’ede for at sige, at vi ikke var klar over, hvornår vi kom tilbage og fortalte, at vi havde fundet sti nr. 7. Der gik ikke lang tid før advarsels-sms’erne tikkede ind med gengivelse af, hvad Loney havde at sige om stien. Især det sidste stejle stykke ville kræve særligt udstyr.

De kække vandrere ignorerede advarslerne og travede lystigt der ud af. Og de vandrede og forcerede stejle stigninger. Det gik op ad, og det gik op ad, og det blev ved med at gå op ad. Ove svedte og stønnede og måtte på et tidspunkt overlade rygsækken med 6 bananer, 2 flasker vand og noget gammelt brød til Jonas.

Efter ca. halvanden times vandring og klatring blev toppen endelig nået. 1800 og noget meter over havets overflade (iflg. Lonley 1812 iflg. skiltet på toppen 1840). Vi var startet i ca. 1400 meter, så det var ikke noget at sige til, at det begyndte at føles træls at gå op ad.

Udsigten fra toppen

På toppen var der umiddelbart kun en anden vej ned – rute nr. 3, så den valgte vi. Det var naturligvis også en stejl sti – og den gik desværre ikke kun ned ad. Da vi havde gået ca. 45 minutter mødte vi et skilt, da kaldte vores rute nr. 6. En rute der ikke findes ifølge kortet, så vi havde ingen anelse om, hvor vi ville ende. Et senere skilt fortalte dog, at vi ville ende ved et vandfald, som vi kunne se på kortet, så vi følte os mere sikre, mens kræfterne svandt mere og mere.

Da de kække vandrere var nede gik en kedelig tur langs asfalterede vej tilbage til byen. Og det var ikke sjovt for Ove, når vejen gik op ad, da lårmusklerne ikke var blevet forberedt på denne anstrengelse.


Det var en meget spændende og flot tur. Vi hørte en masse lyde, vi ikke kunne identificerer. På et tidspunkt var der et stort dyr mellem træerne, men det lykkedes os ikke at få øje på det. At se hvordan mosset overtager træerne var meget fascinerende, og man havde virkelig fornemmelsen af jungle, hvilket selvfølgelig ikke var så mærkeligt, da det jo var jungle, vi gik igennem.

Vel tilbage nød vi noget at drikke og mødtes med Helle og Naja, der virkede friske og veludhvilede, mens Ove sank hen i udmattet apati.

Nede stødte vi endeligt på 'vandfaldet'

En rigtig god tur, der var anstrengelserne værd!

Melaka og Ipoh

Vi blev fem dage i Melaka, så Najas fod kunne få det bedre. Naja har været og er stadig temmelig besværet af, at foden er øm og hævet, og hun kan ikke holde til at gå så langt ad gangen.

En af Melakas slagtere i aktion

De sidste dage har været meget stille og rolige med kun få ekspeditioner om dagen. En havnerundfart er det dog blevet til. Fra flodsiden kan man se mange fine og nymalede huse. Også en gammel kampung (landsby) kommer vi forbi. Også den ser ud til at være blevet opfrisket for turisternes skyld. Rundfarten bliver akkompagneret af en forfærdelig nationalistisk speak, der taler seværdighederne vildt op - en hyldst af The National State.

Vi besluttede, at vi ikke ville tage direkte til Cameron Highlands, da det ville være en heldagsrejse. Vi bille gøre ophold i byen Ipoh, som for hundrede år siden var en af de rigeste byer i Asien.

At komme væk fra Melaka viste sig at være en større udfordring end forventet. Der er tilsyneladende ingen rejsebureauer i byen. Dem,der er, var enten lukkede eller skjulte sig for turisterne. Heldigvis er der et nationalt turistkontor, som var til stor hjælp. Nærmeste togstation er en og en halv times kørsel væk, så vi besluttede os for bus.

Minaret og klokketårn i Ipoh

Busstationen befinder sig temmelig langt fra byens centrum, men som nævnt var turistkontoret behjælpelig med alle nødvendige opplysninger. Alligevel valgte vi dagen før afrejse at sende Ove ud i forstaden til busstationen. Alt fungerer meget anderledes her. Man køber ikke bare en billet, men skal gå fra sted til sted (de forskellige selskaber) for at finde ud, hvem der kører hvorhen hvornår. Med hjælp fra en flink taxachauffør lykkedes det at lokalisere de relevante selskaber, og det viste sig, at stort set ingen af de oplysninger, vi havde fået i turisten, var rigtige.

Bussen viste sig at være den rene luksus sammenlignet med vore forventninger. Gode brede sæder med masser af benplads, så de fem timer, busturen varede, virkede særdeles overkommelige.

Yndlingsrestauranten i Ipoh - Dejlig mad bl.a. Me Goreng

Vi havde fundet Sun Golden Inn i Lonely. Et billigt hotel tæt på Chinatown. Måske også lidt for billigt - ca 120 kroner for et familierum med plads til alle fire - for standarten var so-so. Og byen viste sig ikke at være noget særligt. Vi har dog drukket white coffee, som byen er kendt for. Heller ikke den store oplevelse. Men de lokale pakistanske og malaysiske restauranter laver dejlig mad, selvom noget af det blev for stærkt for Jonas. Tre forsøg men me goreng (stegte nudler) er blevet opgivet, da de var for stærke. Hvorfor så tre? Tjah, Jonas er teenager; hvad skal man sige?

I morgen drager vi til Cameron og dyrker lidt kolonitid med scones, te og jordbær. Dele af familien trænger til lidt højere hotelstandard (Helle og Naja), og Jonas ønsker sig et værelse med bedre strømforsyning til hele udtrækket af familiens digitale dimser. Ove ønsker sig bare et par øl!

Melaka den ca. 13. juli (det er lørdag)

Det er bare et pænt billede

Det er sidste dag i Kuching, og det er på mange måder lidt trist. Kuching er en fantastisk laid back-by efter vores temperament. Man mærker dovenheden, afslappetheden og for nu at gentage venligheden. Efter den fantastiske tur til langhuset, har vi brugt dagene til at drible rundt i vores hood og en lille smule uden for.

I dag har vi sat os på samme cafe, som vi sad på, da vi skrev første indlæg på denne blog. Også i dag sidder vi her noget længere tid end beregnet, da regnen har besluttet at vælte ned. Der regner egentlig ikke så meget om dagen, men i dag er der tale om seriøs regn. Men pyt, vi sidder bare og leger med vores maskiner, mens vi spiser og drikker og venter på, at regnen stilner af..

Huse ved floden i Kuching

Vi har talt om, at vi måske skulle have valgt at blive flere dage i Kuching, men omvendt er det fint at forlade et sted, før man er blevet ’mæt’. Vi tager derfor dagen efter videre i godt humør. Kuching lufthavn er en hel anden verden sammenlignet med Kualalumpur, hvor alt virker stift og ugæstfrit. Her er alle hjælpsomme – selv da Ove bliver snuppet med en lommekniv i sikkerhedstjekket. De venlige sikkerhedsfolk forklarer, hvordan vi får kniven tjekket ind som rigtig bagage, og alt fungerer fint.


Tilbage på fastlandet skal vi finde ud af, hvordan vi kommer til Melaka. Der går en bus, men den stand, som formidler billetter er forladt. Det lykkes os dog at komme frem til bussens afgangssted. Bussen er netop kørt, og det er enten to timers venten eller at tage en taxa. Det ender med en taxa med en meget flink taxachauffør. Han kører marguritteruten, da det er den vej, han selv ville vælge. Vi ser mange fine landsbyer – og et meget populært badested Dickson Beach.

Nye venner

Selvom han har forsikret os, at han ved, hvor vi skal hen, er han helt lost, da vi når frem til Melaka – og af en eller anden grund vil han helst ikke spørge om vej (det er nok det der med at tabe ansigt, som er så udbredt i Asien). Han må give sig mere end en gang. Da vi er kommet ind i Chinatown, hvor vores hotel ligger, spørger han en mand om vej til hotellet. Da det ikke lykkes at forklare taxachaufføren, hvor vi skal hen, tager manden sin scooter og kører foran os for at vise vej. Det er bare sådan, mange af malayerne er:supervenlige.

Børn ved sultanens flotte træhus

Melaka er en dejlig by med et rimelig stort Chinatown. Vi bor i et noget skrabet værelse uden meget plads. Vi har booket to nætter fra Kuching og vælger at flytte efter de to nætter.Nu er vi flyttet til Heeren, hvor vi har fint med plads, men ikke mange stik til opladning af de forskellige apparater, som vi har med.

I går ved frokosttid kom vi tilfældigt forbi et sted, hvor de afholdt en festival for de mange forskellige folkeslag, der bor i Malaysia. Det betød, at der var smagsprøver fra mange forskellige køkkener. Det var virkelig godt – især noget af det. Desværre endte denne fest med at Naja skred og slog sin fod igen. ØV.

Dr. Ho Coconut

Om aftenen så vi et show med den verdensberømteberømte kong-fu-mester Doktor Ho – den eneste i verden, som kan prikke hul i en kokosnød med sin pegefinger: han står i Guinness med en rekord på 4 kokosnødder inden for 30 sekunder. Hans metode bygger på træning og så et mirakelmiddel, som han gladelig sælger ud af. Et meget langt show, men også lidt imponerende på sådan en reklame- og freakagtig måde.

Lige nu er Helle og ungerne på chokoladeri, hvor de skal fremstille deres egen fyldte chokolader. Jeg vandsmægter i mellemtiden på Merchant Café og skriver til vores blog. Jeg har glemt at skrive om de museer, vi har været på.

 Vi høres ved senere.

Langhus hos Iban-stammen

Vi bliver hentet på hotellet kl. 9 søndag morgen af vores guide Louis, og så kører vi ellers 4-5 timer væk fra Kuching. Gør stop ved en peberfarm og ser produktion af sort og hvid peber. Vi har også et stop i Sirian, som virker som en hyggelig lille by. Her tager vi en tur rundt på frugt- og grøntmarkedet, som er fyldt med lokale handlende. Spotter en enkelt hvid kvinde, som vi hilser på. Hun har boet i Sirian i to år og arbejder på British Council og nu er i gang med at købe lidt ind. Senere når vi til en Iban-landsby, hvor vi spiser frokost på et lille sted, hvor de i anledning af vores besøg lægger en dug på plasticbordet. Vi får en række lækre retter; kylling i ingefær, stegte ris, stegte nudler, en slags spinat/kål og bønnespirer.Vi tanker også op med lidt vand og nogle kiks til vores værter i langhuset.


I løbet af eftermiddagen når vi frem til den store dæmning, hvorfra en smal langbåd henter os for at sejle os ind i regnskoven. Der er to bådførere, os fire og guiden Louis. Vi sidder på en lang række efter hinanden i den lave smalle båd, som ligger lige i vandkanten. Forreste mand styrer, bageste mand tager sig af motoren. Vi får en del vandsprøjt, og efterhånden bliver Ove gennemblødt og lidt misfornøjet. Det er ellers en skøn sejltur; vandet er lunt, solen skinner, og omgivelserne grønnere end grønne. Vi sejler en time langt ind i regnskoven, uden at se ret meget andet end træer og grøntbrunt vand og nogle få fiskerbåde. Et par steder ser vi kirker, dvs. det ligner almindelige huse med et kors på gavlen. Ibanerne er overvejende kristne, men har også en del animisme for at være sikre på at holde de onde ånder væk. 

Det er IKKE den onde ånd, men Helle, der forlader langhuset

Vi er langt, langt væk, da vi endelig når frem og lægger ind til bredden. Oppe ad skrænten ser vi noget af en lang bræddebygning på høje pæle. Det er brædder og træplader og bølgeblik klampet sammen i bedste skrammellegepladsstil. En lang trappe fører op til bygningen, hvor vi bliver budt velkommen af langhusets Chief. Han er øverstkommanderende og en mellemting mellem en politiker, en vicevært og en dommer. Det er hans ansvar at sørge for, at alle 30 familier i langhuset trives. I selve langhuset bor 22 familier, og i småbyggerier i nærheden yderligere 8 familier, som hører til langhuset. De fisker, dyrker lidt frugt og grønt og klarer sig med meget lidt. Hver familie har et rum på 15-20 m2 med et lille køkken og bruser/toilet. Ingen senge, ingen borde, ingen ting, bare et rum med sivmåtter.

Hovedgaden i langhuset

Vi får er rum, som har tilhørt en fraflyttet familie, og der bliver båret madrasser og myggenet ind til os. Puderne lugter temmelig hengemt, og vores tæpper er af blandet herkomst; fx er Helles en oval, ternet lysedug med lange frynser. Efter velkomst-te og snak med Chiefen hilser vi på nogle af beboerne og kigger på nogle af de træskærerarbejder og fletværk, som de gerne vil sælge til os. 
Det er meget venlige og milde mennesker, de taler sagte og nogle nærmest uden ord. Vi har ikke meget sprog til fælles, men de vil gerne hilse og kommunikere, så vi smiler og nikker og trykker hænder.
Efter en lækker festmiddag med ris, græskar, kål og kylling, som indtages siddende på gulvet i vores rum, mødes vi med de andre familier i "hovedgaden", som er det lange gangrum, der forbinder alle familieværelserne. Vi sidder på gulvet og bliver budt på risvin og snak. Efter noget tid, hvor vi har siddet og kigget lidt på hinanden, kommer der nogle musikinstrumenter frem og to dansere. De danser Honey Bird-dansen, som tidligere var en krigsdans, men nu bruges ved festlige lejligheder. Vi skal selvfølgelig danse med, og Ove bliver udstyret med en stor fjerprydet hat til dansen.

Chief (tv) og heksedoktor. Heksedoktoren var hovedpersonen i den 'horney' fugledans senere.

Lidt før kl. 10 er det opbrudstid, alle er trætte og venter på, at gæsterne trækker sig tilbage, så vi takker af og rykker ind på madrasserne under myggenettet. Generatoren slukker lidt efter, og så er regnskoven og natten omkring os tæt og mørk og stille.

Kuching, Borneo, 6.7.12

De første par dage i Kuala Lumpur brugte vi på at vænne os til varmen og lugtene og menneskemylderet og hvile ud oven på flyveturen. Havde hjemmefra bestilt tre nætter på hotellet, og det var rigtig fint at starte ferien på den måde. Chinatown var kaotisk og charmerende, mens byens Central Market var lidt en skuffelse med sine mængder af småkedeligt turistskrammel. Den ene dag fandt vi efter en del besvær frem til det kinesiske stadion, hvor en god stor udendørs pool svalede vores svedige kroppe af. Det var sidst på dagen, og vi svømmede, mens solen gik ned, og Kuala Lumpurs mange neonlys steg op over byen.

I går brugte vi det meste af dagen på at vente og vente, på taxaer, bagagekøer og ikke mindst flyet, som var forsinket næsten to timer, vist nok pga. heftigt regnvejr på Borneo. Klokken var ni om aftenen, da vi landede i Kuchings lufthavn i Sarawak, som er Malaysias største og rigeste delstat. Vi kørte ind mod byen og fandt vores superhyggelige hotel, Singghasana Lodge, hvor vi har et familieværelse. Det er et rigtigt backpacker-hippiested med hyggelige mennesker og en herlig tagterrasse/morgenmadsbar med bordfodbold, pool, dart, hængekøje og udlånsbøger. Jonas er i paradis over bordfodbolden og har egentlig ikke brug for mere Borneo end dette!


Kuching er en meget hyggelig by med snævre gader, en lille Chinatown, en endnu mindre India Street og søde mennesker. Vi har brugt en del tid på bare at daske rundt i byen, kigge på kinesiske templer og finde små spise- og drikkesteder. Ove har desværre været plaget af øreprop og ondt i øret, suppleret med hold i ryggen, så det er lidt af en jammer. På et af byens apoteker fik han dog hjælp og med en håndfuld Iprener hjemmefra går det også bedre med ryggen.
Vi besøgte byens etnologiske museum og kiggede på udstilling om langhuse og forskelligt kurveflet. Fin opvarmning til vores egen tur til et langhus. Det skriver vi om i næste indlæg.

En regnfuld eftermiddag i Kuching

Inspireret af Mette og Nicolais blog 'Nicolai og Mette på tur' (http://nicolaiogmette.blogspot.com) har vi også lige oprettet en rejseblog. Jeg har sat den op, mens vi sidder på MagnaCartas terrasse. Vi benytter i øjeblikket flere internetforbindelser, end vi er personer, da alle åbenbart skal være på med flere forbindelse - ak den moderne verden. Hvor er det tabte paradis vi kom til Borneo for at finde?

Da dette er første indlæg i vores rejseblog, vil det være rimeligt med en lille recap. Efter en meget, meget lang flyvetur, der indbefattede en fire timer lang venten midt om natten (efter vores tid) i Dubai, hvor Jonas konstant fablede om at se afslutningen af EM-finalen (uden held - og da han fik at vide, at Spanien førte 2-0, dalede interessen også markant - ) kom vi endelig til Kuala Lumpur. Vi mærkede varmen med det samme - men også kulden, som er en stor del af indendørslivet, hvilket vi skulle få flere problemer med senere. Dejligt var det endeligt at være fremme. Vi blev lukket ind i landet, fandt det rigtige eksprestog og tog en taxa (selvfølgelig blev vi snydt - det er en del af gamet) det sidste stykke. Hotellet - Citidel Expres - var glimrende og det var vores to værelser også: et til børnene og et til de voksne. AirConnen blev aktiveret, men det er altid et helvede at finde ud af, hvordan de virker, så det ikke bliver for varmt eller for koldt eller for blæsende. Efter den første nat var ikke mindst lille O forkølet - og det er han stadig den stakkel. De andre måtte også pudse næse og nyse.

Den første aftens vandring i lokalkvarteret viste, at det måske ikke var det mest interessante kvarter, vi var havnet i - det var selvfølgelig heller ikke helt rigtigt, hvilet senere vandreture i modsat retning viste. Varmen om aftenen og det dermed følgende udendørsliv er dog noget af det fedeste ved varme lande. Malayernes meget venlige og imødekommende temperament gør også sit til, at det bare er dejligt at være her. (Den her recap er ved at blive lidt lang)

Dagen efter tog vi i KLs Chinatown med de meget grimme butikker eller boder, hvor alt bare er kastet tilfældigt ind i store stabler. Der flyder med papir og affald - det hele lugter sødt og rådnende, som resten af byen i øvrigt - men det er bare fedt at gå rundt. Oplevelsen var ikke så intens som de første gange i Asien, hvor kulturforskellen føles en del stærkere. Blasert vil jeg sige, at det ikke var andet, end jeg forventede. Men fest alligevel.

Naja fik købt et par solbriller i Justin Bieber-farver (lilla for den uindviede), og hun handlede dem selv helt ned til 15 RM (ringgits) knap 30 kroner, så hun ku' sikkert ha' fået dem for det halve.

(Helle fortsætter, for jeg har snart ikke mere Tiger i glasset (fik i film-referencen: 'en tiger i tanken' (hvilket også er et gammelt reklameslogan)?